Vælg en side

Will Eisner

Der er ikke noget navn, der har haft større indflydelse på tegneseriemediets udvikling. Med The Spirit skabte han en humanistisk maskeret helt, forud for sin tid. Og med “A Contract with God” var han med til at introducere graphic novels med etiske temaer for et voksent publikum.

Will Eisner

I byens skygger

Den amerikanske serieskaber Will Eisner (1917-2005) blev født, da tegneseriemediet endnu var ungt. Uden ham er det tænkeligt, at tegneserien aldrig var blevet voksen.

For det var Will Eisner, der forenede spændingsserien med intelligens, og det var ham, der opfandt den grafiske roman.

Eisner døde i 2005, 87 år gammel. Den jødisk-amerikanske serieskaber var en af det 20. århundredes største kunstnere. Hans betydning for tegneseriemediet kan ikke overvurderes.

Eisner var desuden en stor ven af Danmark. Blandt hans inspirationskilder var H.C. Andersen, og gennem mange år var han medlem af kunstnergruppen Corner.

Der er Carl Barks, der er Will Eisner – og så ikke ret mange flere. Kunstnere, hvis betydning rækker langt ud over deres medie, tegneserien.

Det var en ung Eisner, der i 1940’erne gav den amerikanske avisserie et intellektuelt og kvalitetsmæssigt løft med sine ugentlige, syv sider lange søndags-episoder om den maskerede helt The Spirit alias Denny Colt.

Det startede som en traditionel serie, inspireret af de populære superhelteserier – men udviklede sig til en leg med mediet. Og Eisner fortsatte med at lege. Da tegneserien omsider blev voksen – i slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne – var Eisner tilbage i forreste linie, efter at han i karrierens ”spildte år” op gennem 1950’erne og 1960’erne havde brugt kræfterne på at producere instruktionstegninger til det amerikanske forsvar.

Med tegneserieromanen ”En kontrakt med Gud – og tre andre historier fra Bronx” (1978) gik hans karriere ind i en ny fase, hvorefter han redefinerede begrebet tegneserier. Eisner foretrak af tale om grafiske romaner eller sekvens-kunst frem for det amerikanske ”comics”.

Som dansker kan man glæde sig over, at en meget stor del af Will Eisners livsværk foreligger på dansk, udsendt af forlagene Carlsen og Bogfabrikken. Will Eisner besøgte som nævnt Danmark flere gange, bl.a. i forbindelse med foredrag om tegneserier, og når han udstillede sine originalbilleder som en del af den årlige udstilling Corner på Charlottenborg i København.

Eisner mestrede ikke blot det brede penselstrøg i tegneserien, men også illustrationen, f.eks. i form af kultegninger eller blyantsskitser. Det er hensigten, at Galleri Comicart.dk løbende vil præsentere udvalgte originaler og tryk af denne skyggernes mester.

Works by Will Eisner

Viser 22 resultater

Få et forspring i forhold til andre kunstsamlere!

Modtag galleriets ugentlige nyhedsmail. Så går du aldrig mere glip af de mest eftertragtede nyheder og sjældne værker, der sættes til salg i galleriet. Nyhedsmailen er gratis og indeholder hver gang nyheder og tilbud. Du får her adgang til specialviden om galleriets kunst og kunstnere. Bliv inviteret med til ferniseringer og særarrangementer. Tilmeld dig i dag!

Salg af tegnekunst, comicart