Vilhelm Hansen
Sammen med hustruen Carla skabte Vilhelm Hansen i 1951 tegneserien om den venlige lille bjørneunge Rasmus Klump. Serien gik siden sin sejrsgang over hele kloden – og er regnet blandt verdens bedste tegneserier for børn. Vilhelm Hansen illustrerede også andre børnebøger.
Historien om Rasmus Klumps forældre
Vilhelm Hansen (1900-1992) var en dansk tegner, primært kendt og elsket for Rasmus Klump, som han skabte sammen med hustruen Carla Hansen.
Vilhelm Hansens originaltegninger er ekstremt sjældne – og derfor naturligt efterspurgte blandt samlere i både ind- og udland.
Rasmus Klump alias Petzi er kendt i hele verden – med fanklubber flere steder, bl.a. i Tyskland. Rasmus Klump er af det Franske National Bibliotek udpeget som en af de hundrede mest betydningsfulde tegneserier i det 20. århundrede.
Rasmus Klump er igen og igen blevet kaldt verdens bedste børneserie, og det er ikke ufortjent. Selv om der aldrig er en løftet pegefinger i nærheden, er det helt indforstået i fortællingerne, at det handler om hjælpsomhed, venskab, tolerance, nysgerrighed og eventyrlyst, og at vold er bandlyst.
Rasmus Klump og vennerne (Pingo, Pelle, Skæg, pildskadden og gøjen) er altid i gang med at bygge noget eller på rejse, og de underfundige historier har nu underholdt børn og voksne i flere generationer.
Den lille danske bjørn så dagens lys på Jagtvej i København i 1951, da ægteparret Carla og Vilhelm Hansen skulle lave en børneserie til de danske aviser. Rasmus Klump blev lavet til Berlingske Aftensavis som afløser for Jørgen Clevins tegneserie “Strudsen Rasmus”.
De eventyrlige historier om Rasmus Klump var en enorm succes fra starten i både Danmark og Tyskland (under navnet Petzi), hvor utallige forældre ved morgenbordet pænt måtte læse dagens Rasmus Klump-stribe op for børnene, inden de fik lov at se på nyhederne og sportsresultaterne.
Få år efter gik tegneserien i aviser i 20 lande, lige fra Island til Sydafrika og fra Østrig til Mexico. Historierne udkom meget hurtigt i bogform, og Rasmus Klump blev en fast gæst i børneværelserne over den halve verden.
Eventyrerne blev tegnet af Vilhelm Hansen, der fik hjælp af sin kone, Carla Hansen, til teksterne. Vilhelm var reklametegner og Carla var uddannet hattemagerske (modist), og sammen lavede de også en lang børnebøger og række historier om dyr og nisser.
Parret var gift i 65 år, og da Vilhelm døde i 1992 havde de samarbejdet om Rasmus Klump i over 40 år. Før Carla døde i 2001 nåede hun være med til at indstifte Rasmus Klump-prisen, der hvert år går til en person eller en organisation, der lever op til Rasmus Klumps idealer.
Vilhelm Hansen blev uddannet som litograf, men ernærede sig som reklametegner 1917-39 – bla. ved Kraks vejviser. I 40’erne begyndte han at illustrere børnebøger – først og fremmest sin kone, Carla Hansens (f. 1906) eventyr og fortællinger. Det blev bl.a. til “Nissernes julebog”, “Hophans”-bøgerne og “På sjov i Afrika”.
I 1940’erne leverede han den ugentlige afsluttede humoristiske dobbeltstrip “Firlingerne” til ugebladet Hjemmet. Og den 17.11.1951 debuterede “Rasmus Klump” i de danske aviser, distribueret af bureauet P.I.B. i København.
Lige siden 1951 var det Carla og Vilhelm Hansen, der har stået for albummene. Indtil midten af 1960’erne tog de sig også af hverdagsstriben, som dannede grundlag for albummene, men de blev siden afløst af Tove Nørgaard, som tegnede avisstriben til starten af 1980’erne, hvor Ole Munk Rasmussen og Paul Arne Kring prøvede kræfter med den lille bjørn.
De senere år har flere tegnere, herunder danske Henrik Rehr samt Thierry Capezzone, skabt nyt materiale med Rasmus Klump. Der er i dag udgivet over 80 bøger med Rasmus Klump og hans venner.
Da første episode, “Rasmus Klump bygger skib”, udkom som album i 1952, bar den kun Vilhelm Hansens navn. Først med tredie episode, “Rasmus Klump træffer mutter Ansjos”, anføres Carla Hansen som tekstforfatter.
Selv om det ikke fremgår af albummene, har hun dog ikke været alene om dette arbejde. Både Per Carlsen og Jørgen Sonnergaard har leveret ideer til serien i 1950’erne og 1960’erne. Efter 1965 – mens Tove Nørgaard og senere Ole Munk Rasmussen tegnede – har Jørgen Sonnergaard, Paul Schiøtt og Per Sanderhage leveret teksten.
Rasmus Klump har desuden givet stof til en teknisk middelmådig tegnefilmserie i 1970’erne, til utallige male- og billedbøger, en række Pixi-bøger, klippeark m.m. Og Rasmus Klump-figuren er blevet til en sparebøsse fra Sparekassen.
Vilhelm Hansen døde i december 1992. I dag tilhører rettighederne til Rasmus Klump den danske Egmont-koncern, og i Københavns store forlystelseshave Tivoli åbnede i maj 2010 “Rasmus Klumps Verden”.
Det er i praksis umuligt at finde originale Rasmus Klump striber af Vilhelm Hansen – de ligger i Egmonts arkiver. Også Vilhelm Hansens øvrige originaltegninger er i høj kurs blandt samlere – og meget svære at finde.
Leder du efter børnevenlig kunst? Så klik her.
Rasmus Klump tegninger af Henrik Rehr her!
Værker af Vilhelm Hansen
Få et forspring i forhold til andre kunstsamlere!
Modtag galleriets ugentlige nyhedsmail. Så går du aldrig mere glip af de mest eftertragtede nyheder og sjældne værker, der sættes til salg i galleriet. Nyhedsmailen er gratis og indeholder hver gang nyheder og tilbud. Du får her adgang til specialviden om galleriets kunst og kunstnere. Bliv inviteret med til ferniseringer og særarrangementer. Tilmeld dig i dag!