Ordforklaring – gennemgang af de forskellige trykteknikker.

GICLÉE TRYK – som udtales noget i retning af “zhee-clay” er en moderne trykteknik, der i stigende omfang anvendes ved fremstilling af højkvalitetstryk eller litografier. Teknikken borger i dag for langtidsholdbare, lysstærke farver og meget nuancerede farveprint, der gengiver fine nuancer optimalt. Giclée anvendes både på papir og lærred. Alle Ole Ahlbergs nyere grafiske tryk er fremstillet ved hjælp af giclée. Det er ikke en billig trykteknik, hvorfor man da også primært ser giclée tryk anvendes ved fremstillingen af eksklusive kunsttryk. Gicglée fremstilles ud fra en digital kilde, typisk et digitalt foto i højeste opnåelige opløsning. Derefter anvendes en særlig inkjet-printer til at sprøjte farverne på papiret eller lærredet, ofte i et ganske tykt lag. Teknikken tilskrives franskmanden Jack Duganne, der i 1991 var den første til at anvende giclée til fremstilling af kunsttryk i høj kvalitet. Oprindeligt blev giclée kun brugt om tryk fremstillet på såkaldte Iris printere. I dag anvendes giclée bredere – som udtryk for kunsttryk, der er fremstillet ved hjælp af inkjet-printere. Kvaliteten af giclée tryk kan variere ekstremt meget – f.eks. har perfektionisten Ole Ahlberg kun fundet to trykkerier i Europa – et i Frankrig og et i Holland – der kan levere i den trykkvalitet, han tilstræber.

GRAVURE ELLER FOTOGRAVURE er betegnelsen på en dybtrykteknik, hvor man fotografisk kan overføre sit motiv til en plade, der trykkes på samme måde som raderinger. Gravure er grafik for kendere. Kun få kunstnere arbejder i dag med gravure – en af dem er danskeren Ole Ahlberg. Der er to typer gravure. Ved den oprindelige bruges kobber, som påføres en lysfølsom gelatine, der belyses gennem den film, der bærer motivet. Dernæst ætses pladen. Ved den anden og nyere teknik (fotogravure) benyttes fotopolymer. Et særligt plastisk materiale, fotopolymer, er vandopløselig inden, det er blevet hærdet ved belysning med en bestemt bølgelængde. Denne del minder om serigrafi. Når filmen med motivet er blevet lyst over på pladen, hvor filmens korn har kastet skygger ned i pladen, vaskes det polymer af, som “lå i skygge”. I pladen findes nu motivet som små kratere, der kan holde på farven ved indfarvning. Efter tykning ligger farven ligesom i små bunker på papiret og variationen i tætheden giver variationen i gråtoner. Farvefotogravure er en videreførelse, hvor der trykkes med flere farver som i moderne offsettryk, nemlig én farve per trykgang med hver sin plade. 

LITOGRAFI er et udtryk, som i dag bruges og misbruges i flæng – også her på hjemmesiden. Oprindelig var litografi udtryk for en gammel grafisk teknik, hvor man tegner og ætser på en sten eller i en plade, som derefter behandles, så kun visse dele bliver modtagelige for farve. Trykningen kan derefter foregå af flere omgange med forskellige farver. Personen, der udfører arbejdet, kaldes en litograf. Men som sagt anvendes ordet litografi i dag meget bredere – sikkert til stor fortrydelse for folk, der virkelig ved noget om grafiske trykteknikker. I dag kalder man det således et litografi, hvis der er tale om et signeret kvalitetstryk – uanset at den anvendte trykteknik måske er offset tryk, print eller noget tredje. Et kunsttryk, som er udsendt i begrænset oplag, nummereret og signeret, vil man i dag kalde et litografi – uden at tage hensyn til trykteknikken. Eftersom alle andre gør det, har vi også valgt at bruge betegnelsen her på Galleri Comicart.dk.

OFFSET TRYK findes i flere variationer – og kvaliteter. Det er den samme teknik, der benyttes ved bogtryk, og det er ofte den billigste trykteknik, der anvendes ved fremstilling af grafik, herunder plakater og de lidt billigere “litografier” – se denne. Arkoffset bruger en aluminiumsplade (offsetplade) som base for trykbilledet. Disse er lysfølsomme. Ved at belyse og efterfølgende fremkalde den – skabes trykbilledet på offsetpladen. I de såkaldte DI-maskiner foregår belysning og fremkalder processen direkte i trykmaskinen. Offsetrotation har en trykproces der er meget lig den i arkoffset med den forskel at der her trykkes på papir fra ruller. Efter tryk limes, hæftes og falses papiret ofte i maskinen. Rotationsmaskiner kan være meget store med plads til flere hundrede offset plader. Tøroffset trykker uden brug af vand ved bl.a. at benytte en offsetplade belagt med et silikonelag.

SERIGRAFI KALDES OGSÅ SILKETRYK eller rammetryk. Silketryk har store mængder farver, er meget lysægte og bevarer sit oprindelige udseende i lang tid. Silketryk er præget af rene farver og regnes for at være blandt de fineste trykmetoder. En trykmetode stammende fra Kina, hvor man skar to skabeloner ud og limede dem sammen med hår. Senere blev det silkedug og i dag anvendes kunststofdug (gaze, kunstsilke). En serigrafiramme består af en træ-, aluminiums- eller stålramme, hvorover der er spændt en fintvævet dug – næsten ligesom et malerlærred. Dugen er dækket af en tæt belægning undtagen der, hvor farven skal trænge igennem. Motivet overføres som regel til trykrammen fotografisk. Dette gøres ved at silken dækkes med en lysfølsom emulsion, der efterfølgende belyses gennem en film. Efter belysningen fremkaldes motivet. Der, hvor filmen har været klar, er emulsionen belyst – og derved hærdet (negativ-emulsion), de ubelyste områder af emulsionen (hvor filmen er sort) er stadig uhærdede og kan vaskes væk. Herved opnås at farven kan trænge gennem de områder der er ubelyst, men ikke gennem de belyste områder. Ved en anden teknik benyttes en særlig 2-lags skærefilm, hvor motivet skæres ud i hånden og filmen hæftes på silken med et opløsningsmiddel – eller der anvendes selvklæbende film. Endvidere kan rammen dækkes af midlertidige motiver i form af papir, plast m.v. Selve trykningen foregår ved at trykfarven lægges i rammen og trykkes gennem motivet i silken, ned på emnet der skal trykkes på, med en rakel – en træliste med gummikant, der under let pres trækkes frem og tilbage over silken. Serigrafi har sin fordel i at man kan trykke på alle materialer og i store størrelser med stor holdbarhed. Derfor anvendes det til vejskilte, tekstiler og reklameskilte. Anvendes også industrielt til buede overflader som glasflasker, shampoobeholdere m.v.

SIGNATUR OG NUMMERERING: Kunstneren, litografen og en evt. producent aftaler på forhånd, hvor mange litografier der skal trykkes. Hvis det færdige antal skal være 250 stk., bliver der f.eks. trykt 300 papir ark med den første farve. Herefter begynder produktionen med at indkøre den næste farve – der skal ofte flere prøvetryk til for at ramme den rigtige farve i forhold til det første tryk. Når alle farver er trykt, kan der være 270 stk. tilbage af de oprindelige 300 papir ark. Kunstneren godkender nu alle 270 stk. ved sin signatur. Det aftalte stykantal, i dette tilfælde 250 stk., bliver nummereret. De overskydende litografier bliver som regel delt mellem kunstneren og litografen. De kan blive nummereret med romertal eller mærket med HC (udenfor almindelig salg), ET (eget tryk) eller EA (godkendt af kunstneren). Bemærk venligst, at når man i dag trykker “litografier” ved hjælp af en printer (f.eks. Ole Ahlbergs grafik), så har man bevaret betegnelserne EA og HC – selv om disse på ingen måde kan kaldes prøvetryk eller overskydende tryk. De er nemlig 100 procent identisk med de nummererede tryk – og har samme værdi. Nogle samlere foretrækker tryk med numre, andre samler på EA eller HC, fordi disse er mere sjældne. 

PIGMENTTRYK er det samme som ”Giclée Print / Giclée tryk”, da ordet henviser til brugen af pigmenter i printprocessen for at opnå strålende farver og stor holdbarhed. Kunstnere har malet med pigmenter i århundreder med det formål at skabe lysægte og mættede farver. Fotografer bruger forskellige teknikker såsom “olie pigmenttryk” for at skabe unikke resultater. Ved et kvalitetstryk – som når vi udsender tryk af ArtPusher, Erik Bille Christiansen, Peter Madsen m.fl. bruger vi papirer fra anerkendte papirproducenter. Vi sætter en stor ære i kun at tilbyde de bedste materialer, der er til rådighed. Markedets bedste giclée-tryk!

ÆTSNINGER: En ætsning/Radering er en trykketeknik, som gør brug af kemi til, at producere indridsede linjer i en metalprintplade, som derefter holder på det påførte blæk og danner motivet. Traditionelt ville metalpladen være af kobber, men nu gør man i højere grad brug af zink. Pladen påføres en syrefast base og linjer trækkes ned gennem basen og eksponerer metallet. Herefter sænkes pladen ned i et syrebad og det eksponerede metal, påvirkes således til, at producere de indridsede linjer. Afhængig af syrens styrke, samt hvor længe metallet eksponeres i syrebadet, kan man se en dybere effekt i linjerne. Det overskydende fjernes, blæk påføres de sunkne, indridsede linjer og fjernes fra overfladen. Pladen lægges op ad et stykke papir og køres igennem en trykpresse med et betydeligt tryk, sådan at blækket kan overføres fra linjerne. I nogle tilfælde, efterlades en smule blæk tilbage på pladen inden tryk for, at efterlade en baggrundsnuance til det endelige motiv.