Superhelte er en af tegneseriens mest populære genrer. Superhelte er tegneseriehelte med overnaturlige evner, ofte iklædt trikot eller anden form for kostume.

Vi vælger at definere genren meget bredt – så den også omfatter amerikanske serier som The Spirit, Vampirella, Conan, Hellboy, Red Sonja og så videre.

Superhelte forekommer som nævnt  især i amerikanske tegneserier. Den første hed Superman og begyndte at udkomme som serie i 1938. Siden fulgte Batman (der ikke har overnaturlige, men nok overmenneskelige kræfter), Lynet (Flash, 1940) og Mirakelkvinden (Wonder Woman, 1942), alle fra tegneserieselskabet DC.

Men superhelte-genren, som vi kender den i dag, blev for alvor genfødt i begyndelsen af 1960’erne, da DC’s konkurrent Marvel lancerede sine egne helte – herunder Edderkoppen (Spider-Man, 1962) og Fantastiske Fire (Fantastic Four, 1961).

Marvel gav heltene et privatliv, og så blev de relevante for et nyt publikum.

Superhelte er i dag en stor del af populærkulturen i det meste af verden – på film, i tv og i computerspil. Men først og fremmest i tegneserierne, hvor det hele startede. Og hvor det hele bare er bedst!