Harry Nørstrand - Illustration Art

Den danske billedkunstner og illustrator Harry Sauvigny Nørstrand (født 13. februar 1924) var en af sin generations bedste og mest produktive ugeblads-illustratorer. Hans sublime håndværk kunne opleves på ugebladenes forsider såvel som inde i bladet, hvor han typisk illustrerede de kulørte ugebladsnoveller.Harry Nørstrand arbejdede bl.a. for Familie Journalen, Hjemmet, Aftenbladet og Søndags-BT. Hans illustrationer kunne ikke blot opleves i danske ugeblade, men også i familieblade i Norge, Sverige, Frankrig, USA og mange andre lande. Desuden tegnede han forsider til danske seriebøger.Det er med stor glæde og stolthed, at Galleri Comicart.dk nu som det første i verden kan præsentere et bredt udvalg af Harry Nørstrands værker fra ugebladene. Ikke nok med det. De er nu til salg, og dermed tilgængelige for alle, der er interesseret i Illustration Art fra genrens guldalder i 1950’erne og 1960’erne. Nu har vi alle en enestående mulighed for at blive ejere af originale illustrationer fra en tid, der frembragte det ypperste inden for illustrations-kunsten.Harry Nørstrand var storebror til en anden mesterlig illustrator, Kurt Ard (født Nørstrand), og opvokset med en drøm om at blive billedkunstner. Der var kun ét år mellem brødrene, som begge var født med et enestående naturligt talent for at tegne og male. Allerede som 6-årig malede den lille Harry en bog med religiøse motiver. Som 10-årig begyndte han at male kopier af kendte billedkunstnere. Som ung kom Harry Nørstrand ind på Kunstakademiet – og forlod uddannelsen med en god kunstnerisk ballast. Men det viste sig hurtigt, at verden – lige efter 2. verdenskrig – havde mere brug for illustratorer end for billedkunstnere. Den unge Harry rejste ud i verden og prøvede lykken som professionel illustrator. Allerede som 21-årig kunne han leve af det, og det blev til en livslang karriere, der bragte ham rundt i verden med en kuffert, der var spækket med original-illustrationer. Hvert land var et nyt marked for Harry, og illustrationerne kunne sagtens genbruges overalt. Han vandrede simpelthen ind på redaktionen og solgte sine tegninger i bundter – ofte var de så gode, at de udenlandske magasiner gav deres forfattere besked på at skrive nogle historier, som passede til tegningerne!1950 blev lidt af et skæbneår for Harry Nørstrand. Han giftede sig med Margit – og sammen rejste de to unge mennesker først på bryllupsrejse til Amsterdam, hvor der naturligvis samtidig blev solgt tegninger i hobetal til hollandske ugeblade.Efter hjemkomsten gik turen til USA, som skulle erobres – af begge brødrene. Margit Nørstrand husker stadig rejsen, som blev en blandet oplevelse. Det viste sig nemlig, at konkurrencen var langt hårdere, end brødrene Nørstrand havde forventet. USA var rig på store illustratorer.”Først var vi i New York, men her var der ingen interesse. Så tog vi til Californien, og her gik Harry op til Walt Disney og viste sin mappe med illustrationer. Disney bliver imponeret og tilbyder Harry et job som animator. Men det takkede Harry pænt nej til. Han kendte sin værdi og ville skabe noget på egen hånd, og animationstegninger var ikke noget for ham,” husker Margit Nørstrand i dag.Opholdet i USA kom til at vare et halvt år, og det lykkedes faktisk Harry Nørstrand at sælge sine illustrationer til mange amerikanske magasiner, uden helt at opnå samme stjernestatus som i Danmark. De fleste af Harry Nørstrands tusindvis af illustrationer har overlevet – og befinder sig i dag hos hans familie. Det er en stor kunstnerisk arv, som det tager timer at kigge igennem. Som tidsbilleder er hans tegninger enestående. Man kan ikke bare nyde et indblik i datidens mode. Ofte er der også plads til detaljerede gengivelser af møbler, lamper, biler, cykler, skibe, paraplyer og andre tidstypiske genstande fra tiden, hvor den økonomiske vækst gjorde det muligt for helt almindelige mennesker at købe forbrugsgoder, som deres forældre kun kunne drømme om.Harry Nørstrand sov stille ind den 3. juni 2010, 86 år gammel. Han var aktiv kunstner til det sidste. Galleri Comicart.dk har (juni 2015) udsendt bogen "Manden der sagde nej til Disney" om Harry Nørstrand, forfattet af Peter Hartung. Bogen koster 50 kr. og kan købes/bestilles på galleriet eller denne hjemmeside.