Des Asmussen - rejsereportager

Bladtegneren Des Asmussen ville være fyldt 100 år i 2013. Han blev en af dansk bladtegnings hovedpersoner med et arbejdsliv, der først sluttede, da han tæt på sine 91 år lagde pen og papir og lukkede sine øjne. Mæt af dage muligvis, men absolut ikke færdig med at tegne livet omkring sig.Des var barn af bladtegningens unge fag i dansk presse. Han kom fra Kunsthåndværkerskolen, hvorfra de blomstrende dagblade hentede mange af sine nye medarbejdere, der nu skulle tilføre aviserne et artistisk udtryk. Billedsproget var kommet til bladene og blev hurtigt integreret som et stærkt moment i formidlingens svære kunst.Des Asmussen viste sig hurtigt som en af de ypperste og favnede bredt bladtegnerfagets mange genrer, men nok med hjertet tættest på reportagetegningen. I sit lange tegnerliv så og fastholdt han vedholdende det myldrende liv omkring sig, om det var fra en bænk på Kongens Nytorv i København, eller han stod i snefjeldet i sit elskede Norge og tegnede sæterhytten, der lå ensomt som en tue i den store, hvide verden. Des Asmussen mestrede til det fuldkomne at indfange stemninger og tidens lyde på papiret. Inden sin død i 2004 nåede Des Asmussen at overdrage en stor samling af sit livsværk til Museet for Dansk Bladtegning, der allerede i 2000 havde fundet sin plads på Det Kongelige Bibliotek. Men Galleri Comicart.dk har samtidig sikret sig en betydelig samling af Des Asmussens originaltegninger - til glæde for fans og samlere. Her kan du komme ud at rejse - til USA, Frankrig, Italien, København...og så videre...med en fremragende tegner som guide.