Lippert, Anni

Tegneren Anni Lippert (født 10. april 1928), oprindeligt uddannet på et reklamebureau, vil altid have en stor plads i hjertet hos flere generationer af læsere af Hudibras samt Se og Hør. Hendes brystfagre sommerpiger og hendes livsglade, erotiske streg prægede også et par filmplakater i den berømte serie af stjernetegnsfilm.De pikante piger med strutnumser og trutmund er det, de fleste kender hende for. Gennem over 50 år er de pikante piger blevet bragt i Hudibras og i mere end 30 år i Se og Hør. Lysten til at tegne ligger i generne hos Anni Lippert. Hun er vokset op som datter af tegneren Åge Lippert - og gik i farens fodspor som elev på et reklamebureau. Derfra blev hun ansat som "slave" hos vittighedstegnerne Cosper og Mogensen. Hun skulle rentegne og ordne forskellig småting. En af redaktørerne fik hende til at tegne en vittighedstegning til "Hudibras", som siden har haft mange forsider med Lipperts piger. Derfra gik det fremad. Også i tiden fra 1962-65 hvor hun boede i Paris og solgte tegninger til franske blade. Anni Lippert slog sit navn fast som leverandør af tegninger til årshæftet Hudibras, og ved siden af har hun tegnet plakater, julekort og kravlenisseark. I 1996 tegnede Lippert årets plakat for Bakken. I 1967 udgav Stig Vendelkærs forlag hendes bog "Erotik i streg". Det var også Anni Lippert, der tegnede de søde/frække plakater til et par af stjernetegnsfilmene - "Agent 60 Jensen i Skorpionens Tegn" (1977) og "Agent 69 Jensen i Skyttens Tegn" (1978).Tegningerne bliver ikke frækkere! Det slog Anni Lippert fast, da hun sagde nej til en henvendelse fra Playboy, der kun ville have tegningerne, hvis de blev lidt frækkere. Det er heller ikke kun de kendte pikante piger, men også malerier af naturen, kravlenisser, julekort, reklamer og plakater, der kommer fra Anni Lipperts hånd. Anni Lippert har i dag rundet de 80 år i fornem stil. Hun bor i Lyngby, hvor hun nyder at tegne i selskab med sine børnebørn. Galleri Comicart.dk er ekstremt stolte af, at vi har overtalt hende til at producere en række eksklusive, signerede og nummererede særtryk på basis af nogle af hendes bedste tegninger.