Per O. Jørgensen - Harry Potter

For første gang udstiller og sælger den danske illustrator Per O. Jørgensen sine skitser og forstudier til de syv danske bogomslag, der af Harry Potter-fans fra mange lande er kåret som verdens bedste. Det sker naturligvis her på Galleri Comicart.dk.Her finder du dels de originale illustrationer, der har prydet bagsiderne af de danske udgaver, dels de uhyre detaljerede blyantsskitser, der gik forud for selve cover-malerierne. Udstillingen henvender sig til et meget bredt publikum. Harry Potter har jo et stort publikum i alle aldre.Per O. Jørgensen bor på Stevns, og her bad vi kunstneren om at gå på opdagelse i skuffer og papkasser for at finde sine mange skitser og originaltegninger, som stammer fra perioden 2000-2008. Heldigvis havde han ikke nået at smide alle sine gamle tegninger ud, så derfor ser de nu for første gang dagens lys uden for kunstnerens hjem. At det blev netop Per O. Jørgensen, der fik til opgave at skabe de danske bogomslag, beror som så meget andet i tilværelsen på en kombination af held og tilfældigheder. ”Jeg blev introduceret til ”Harry Potter”, da Gyldendals forlag kontaktede mig og bad mig om at lave en forside-illustration til børnebogen ”Harry Potter og de vises sten”. Jeg lavede et par skitser og tog dem med ind til forlaget. Redaktørerne var meget begejstrede for dem, men de skulle også lige godkendes af den engelske forfatter J. K. Rowling. Hun var til min store glæde også tilfreds med skitserne,” erindrer Per O. Jørgensen. På det tidspunkt anede hverken han eller forlaget, at Harry Potter-bogserien skulle blive den mest populære nogensinde – og skabe et internationalt fællesskab af fans i alle lande. ”Da de fire første bøger var udgivet, afholdt det internationale Harry Potter fan-site en konkurrence for at kåre de bedste Harry Potter forsideillustrationer. Mine illustrationer blev nomineret, hvilket jeg selvfølgelig var meget stolt af. Senere vandt de tilmed konkurrencen,” siger Per O. Jørgensen.Velkommen til verdens bedste Harry Potter illustrationer!