Tufts, Warren

Warren Tufts (1925-1982) er en af avisseriernes store, men desværre lidt glemte mestre. Han burde blive betragtet på linie med navne som Alex Raymond, Milton Caniff, Hal Foster og Burne Hogarth - men overses ofte. Hans mesterværk var western-serien om Casey Ruggles, der løb i aviserne i fem år, 1949-1954. Stort drama, flot persontegning, skarpe bipersoner, storslåede amerikanske landskaber og en enestående fortællelyst præger serien - såvel dagstriberne som søndagssiderne. Her kan man virkelig snakke om at få noget for pengene. En fremragende avisserie, som burde blive betragtet på linie med andre adventure strip klassikere.