Ole Ahlberg - Tintin kunsttryk m.v.

Ole Ahlbergs oliemalerier af Tintin, Kaptajn Haddock, Terry, Dupont'erne og andre figurer fra Hergé's univers har vakt opsigt i hele verden. Ikke bare fordi, de kendte figurer fra tegneserien her optræder i selskab med smukke kvinder og bar hud. Ikke bare fordi der har været strid om rettighederne til at anvende Tintin i denne kunstneriske fortolkning. Men af den simple årsag, at det er god kunst - skabt af en unik kunstner. Ole Ahlberg er ikke en simpel efterligner, som bevidstløst kalkerer Hergé. Ahlberg sætter personerne ind i en ny sammenhæng, hvor der er plads til fortolkning. Man bedes nyde lyssætningen, som er Ole Ahlbergs speciale. Det stille drama opstår i mødet mellem lyset og mørket - i skumringstimen? - når lysterne og lasterne får frit spil. Oliemaleriernes motiver overføres til nogle af kunstverdenens allersmukkeste grafiske kunsttryk (giclée-tryk) af de absolut bedste trykvirksomheder i Frankrig og Holland. De får hermed den varmeste anbefaling, det er muligt for os her på Comicart.dk at udstede. De små oplag sælges som regel hurtigt - og trykkene er i høj kurs blandt samlere.