Davis, Phil

Den amerikanske serieskaber Phil Davis (født 4. marts 1906 i St. Louis, Missouri - død 16. december 1964) er tæt forbundet med sit hovedværk - avisserien "Mandrake" - på engelsk "Mandrake the Magician". Phil Davis studerede kunst på Washington University Art School og arbejdede samtidig for det lokale telefonselskabs reklameafdeling. I 1928 blev han ansat som reklametegner på St. Louis-Dispatch, og derefter leverede han illustrationer til et stort antal publikationer. I 1933 skabte han sammen med forfatteren Lee Falk avisserien om "Mandrake the Magician" til King Features Syndicate. Den startede som dagstrip 11. juni 1934 og som søndagsside i februar 1935.Som en kuriøsitet kan det nævnes, at en af assistenterne på serien var en ung mand ved navn Ray Moore, der senere blev den første tegner på en anden avisserie med manuskript af Lee Falk - "Fantomet", der debuterede i februar 1936.Under Anden Verdenskrig arbejdede Davis for flyfabrikken Curtiss-Wright og illustrerede bl.a. instruktionshæfter til A-25 bombemaskinerne. I denne periode assisterede hans kone, modetegneren Marsha Davis, ham på Mandrake. Phil Davis' meget letaflæselige og simple tegnestil vandt mange beundrere - bl.a. filmskaberne Federico Fellini og Alain Resnais. Efter Phil Davis' død i december 1964 blev Mandrake-serien overtaget af Fred Fredericks, stadig til manuskript af Lee Falk (der døde i 1999). Comicart.dk vil holde et vågent øje med gode eksempler på denne klassiske amerikanske avisserie, der fortjener sin fremtrædende plads i historiebøgernes gennemgang af de mest populære comic strips.