Barks, Garé

Garé Barks (født Margaret Wynnfred Williams) var en anerkendt naturmaler og illlustrator, allerede inden hun mødte Disney-tegneren Carl Barks og giftede sig til det berømte efternavn. I USA er der et trofast samlermarked, som værdsætter og anerkender hendes meget fine malerier, som også kendes fra postkort og kalendere. Garé er født 6. december 1917 - og blev altså døbt Margaret. Hendes venner begyndte at kalde hende Garé, da der var hele to margaret'er i hendes skoleklasse. Garé blev født i Hilo, Hawaii, og gik i skole i Honolulu. Hun læste siden på Punahou Academy i Honolulu og arbejdede bl.a. i faderens arkitektfirma. I 1952, da Carl Barks netop var blevet skilt fra sin anden kone, gik han på kunstudstilling for at se nogle fremragende natur- og landskabsbilleder. Kunstneren bag dem var Garé, som gjorde et stort indtryk på Barks. Han inviterede hende straks ud, og det blev starten på næsten 40 års lykkeligt ægteskab og samliv - mellem to kunstnere, der forstod hinanden. Først måtte de to dog gennemgå en uhyggelig oplevelse sammen. Allerede ved deres andet stævnemøde, forulykkede de sammen i bilen, hvorved Garé fik ødelagt ryggen. Hun tilbragte efterfølgende lang tid i sygesengen - og begyndte derfra at assistere barks på hans tegneserier. Først løste hun mindre opgaver - som at tegne et logo - men siden tegnede hun egenhændigt baggrunde og detaljer i serierne. Håndtekstningen tog hun sig også af. Garé brugte bl.a. sin Hawaii-baggrund aktivt, da hun i starten af 1950'erne hjalp Barks med at skrive en historie til Uncle Scrooge 4 - om menehune folket. Hjemme hos familien Barks holdt hun smukke fugle i bur - og kaldte dem "Bjørne-banden". Men Garé Barks kunne så sandelig også klare sig på egen hånd. Hun malede især naturmotiver - herunder bjerge, træer, hjorte og så videre. Til hen des favoritemner hører Californiens høje træer, redwoods, Sequoia National Park, samt landskaber fra Texas, New Mexico, Montana og Alaska. Et af Garé Barks malerier blev - som en kuriøsitet - udvalgt til at blive sendt ned til de amerikanske soldater som en opmuntring hjemmefra under Golf-krigen. Rettighederne til at gengive hendes billeder blev købt af virksomheden Leanin Tree, der levede af at producere billedpostkort og foldede lykønskningskort. Da USA lå i krig med Irak, valgte man således et motiv af Garé Barks, da man skulle finde et pasende kort at sende som en hilsen til tropperne. Garé Barks døde 10. marts 1993. Hun hviler nu side om side med sin elskede Carl Barks på Hillcrest Memorial kirkegården i Grants Pass. Her hos Comicart.dk vil vi gerne hylde denne dygtige kunstner, som nok mere end nogen anden gav Carl Barks mod på livet og inspirerede ham til at begynde at male. Som det ses, kan hendes billeder absolut tåle at stå alene.