Sire, Denis

Franskmanden Denis Sire (født 1953 i Saint-Nazaire) er i en kategori for sig selv, uanset hvilken målestok man anvender. Hans tegnestil med flittig brug af blyant og akvarel emmer af stemningen fra 1920'erne og 1930'erne. Han er både en sjælden - og ikke særligt flittig - serieskaber og en blændende billedkunstner. Som 16-årig tog Denis Sire til Paris for at studere kunst, og her mødte han en anden ener, tegneren Frank Margerin. Sammen dannede de to musikalske tegnere rockbandet Los Crados, som spillede dekadent rockmusik a la Roxy Music. Samtidig debuterede Denis Sire som tegneseriekunstner i Métal Hurlant. Her tegnede han historier som Menace diabolique, Bois Willys, 6 T Mélodie og ikke mindst Lisa Bay. I 1987 udsendte Denis Sire albummet "Best of Racing" - og senere "Ziblyne et Bettie". I 1997 arbejdede han med Jean-Pierre Dionnet på historien "l'Île des Amazones", som blev bragt i magasinet L'Écho des Savanes. Denis Sire er en kunstner af en anden verden. Her på Comicart.dk elsker vi hans sirlige penselstrøg, hans detaljerede blyantsskitser, hans mix af hurtige biler - helst veteranracere, motorcykler, nøgne kvinder, dekadente optrin og i det hele taget billeder ef en forlængst svunden tid. Sire har potentialet til at blive kulttegneren over dem alle!