Adams, Neal
Den amerikanske serieskaber Neal Adams (født 6. juni 1941, Governors Island, Manhattan, New York City) vil altid blive husket som manden, der med sin tegnekunst løftede især Batman-serien ud af sit dødvande, da der var mest brug for det. Neal Adams er en af de mest stilskabende og mest efterlignede amerikanske superheltetegnere.Uden Neal Adams ville især DC-universet næppe se ud, som det gør i dag. Hans naturalistiske, men samtidig meget action-prægede tegnestil, kendes fra titlerne Batman, Deadman, Green Arrow og andre. Derfor fortjener Neal Adams at blive nævnt i sammenhæng med de store mestre inden for superheltegenren - som Jack Kirby, Jim Steranko, John Romita Sr. og Joe Kubert. Blot med den afgørende forskel, at de øvrige bevarede en høj kvalitet gennem en lang karriere. Neal Adams var som en kreativ kilde, der gav alt fra sig og derefter hurtigt tørrede ud. Groft sagt har han ikke lavet noget fremragende i 30 år.Neal Adams var især aktiv i 1960'erne og 1970'erne. De senere årtier har han i manges øjne spildt sit talent ved at koncenterere sig om reklamebranchen. Hans stil er langsomt faldet fra hinanden, og i dag er Adams kun en skygge af sig selv, når han en sjælden gang kaster sig over tegneseriemediet. Men da han var bedst, var han frygtindgydende god.Adms er uddannet på School of Industrial Arts. Han startede sin karriere som serietegner i 1959 som baggrundstegner på Howard Nostrands avisserie "Bat Masterson", hvorefter han bidrog til bladet "Archie's Joke". I 1962 fik han til opgave at tegne avisserien "Ben Casey" for Newspaper Enterprise Syndicate. Serien byggede på en meget populær tv-serie om en læge af samme navn. Adams var bare 20 år, da han overtog serien, men hans talent var meget tydeligt - og især hans persontegning gjorde det til en fornøjelse at læse serien. Serien stoppede i 1966. Det forlyder (her i 2008), at en genudgivelse er under forberedelse. Det bifalder vi.Neal Adams optrådte siden som assistent på en lang række avisserier - "Peter Scratch", "The Heart of Juliet Jones", "Secret Agent Corrigan" og "Rip Kirby". Men hans store gennembrud kom først, da han begyndte at arbejde for forlaget DC i 1967. Alle fik øje på talentet, da han overtog tegnerjobbet på "Deadman" fra og med "Strange Adventures" nr. 206. Hvilken dynamik! Succesen blev fulgt op med Batman-serien, først i "The Brave and the Bold", siden i hovedbladet. Med Dick Giordano som fast rentegner blev Batman takket være Adams de følgende år forvandlet til den bedste superhelte-serie overhovedet.I april 1970 indledte Adams et samarbejde med manuskripforfatteren Denny O'Neil. Sammen lavede de "Green Lantern" nr. 76-89, som udgør seriens ubestridte hovedværk. Aldrig tidligere havde en superhelteserie turdet forholde sig så konkret og menneskeligt til sociale problemer, herunder narkomani. Adams tegninger var intet mindre end medrivende.Comicart.dk vil naturligvis gerne præsentere nogle godbidder af Neal Adams. Men priserne på hans nye arbejder er som regel højere, end kvaliteten berettiger til. Hans klassiske seriesider er til gengæld fremragende. De er også ganske svære at få fingre i - og priserne afspejler naturligvis deres klassikerstatus.SIDSTE NYT:Det amerikanske forlag IDW Publishing bebuder, at man snart vil udsende en komplet, indbundet udgave af Neal Adams' avisserie "Ben Casey" i to bind. Serien har aldrig tidligere været samlet i bogform.

