Priserne ændrer sig

Det kan måske være svært at forstå, at priserne på Comicart.dk ændrer sig - den samme vare stiger eller falder måske i pris fra dag til dag.

Årsagen er, at Comicart.dk handler med kunst. Kunst er ikke en normal hyldevare med faste priser. Den slags varer falder som regel, når nye modeller kommer på markedet. Med original tegneseriekunst er det lige modsat - som regel vil priserne løbende stige. Vi følger nemlig de internationale markedspriser, og her kan der forekomme prisstigninger på fra fem til flere hundrede procent fra år til år.

Jamen, er det nu rimeligt? Ja, for prisstigningerne kommer jo den, der ejer kunstværkerne til gode. Det kan sammenlignes med aktier, fast ejendom og andre former for investeringer. Det er enhver frit for at købe her og nu. Så tilfalder en eventuel prisstigning (eller et fald) køberen. Hvis man i stedet venter og ser, tilfalder prisstigningen/faldet naturligvis Comicart.dk - som har investeret i værkerne.

Vi kan f.eks. ærgre os over, at vi ikke sidste år slog til og købte dyre originalsider med Krazy Kat eller Prins Valiant. Her er priserne steget massivt bare i år. Nærmest en fordobling.

På samme måde kan køberne her hos Comicart.dk forhåbentlig glæde sig over, at deres indkøb siden er steget i pris. Eller ærgre sig over, at de ikke nåede at købe eksempelvis Bill Sienkiewicz' Marvel-originaler fra X-Men filmene. De er nu sat lidt op i pris som en følge af filmenes popularitet - og øget efterspørgsel.

Kan prisfald også forekomme? Ja, hvis en vare ikke rører på sig i lang tid, kan Comicart.dk god finde på at lave en særlig tilbudspris i en periode - eller en permanent prisnedsættelse. Men det bliver undtagelsen, der bekræfter reglen om, at kunst i det lange løb er en bedre investering end både aktier og obligationer.