Vælg en side

Frank Frazetta

Få internationale Fantasy-billedkunstnere har opnået samme berømmelse som Frank Frazetta. Først lavede han tegneserier, så designede han bogcovers – og til slut malede han store oliemalerier med motiver fra Fantasy og Science Fiction. Kunst, der indbringer millioner.

Frank Frazetta self-portrait

The Godfather of Fantasy and SF

Den amerikanske serieskaber og maler Frank Frazetta (1928-2010) regnes blandt verdens bedste og mest indflydelsesrige illustratorer inden for især fantasy og science fiction. Han er desuden en af de dyreste og mest efterlignede billedkunstnere.

Frank Frazetta (selvportræt øverst) omtales ofte som “The Godfather of Fantasy Art” – vi kan så tilføje Science Fiction!

Frazetta er født og opvokset i Brooklyn, New York. Allerede som 8-årig blev han indskrevet på the Brooklyn Academy of Fine Arts efter en opfordring fra sine skolelærere, som kunne se dette unikke tegnetalent. Frazetta var intet mindre end et vidunderbarn, som vakte stor opsigt med sit talent.

Han kom i lære hos den italienske billedkunstner Michael Falanga, som havde store planer om at sende den unge Frazetta på studieophold i Europa. Men Falanga døde pludselig – og Frazetta var nødt til at finde et job, så han kunne tjene til tilværelsen. Derfor forlod han den mondæne kunstverden – og satsede i stedet på tegneseriebranchen.

Som 16-årig begyndte Frazetta at tegne westerns, fantasy, mysterier osv, og i starten af 1950’erne arbejdede han for EC Comics, National Comics, Avon og andre udgivere.

Han samarbejdede i denne periode meget med vennerne Al Williamson og Roy Krenkel. Og siden blev Frazetta i en længere periode assistent for Al Capp på dennes avisserie “Li’l Abner”.

Sideløbende skabte Frazetta sin egen serie, “Johnny Comet”, akkurat som han fik tid til at assistere Dan Barry på “Flash Gordon” avisserien. I 1960’erne var han med til at tegne “Little Annie Fanny” i mandebladet Playboy.

I 1964 vakte Frazetta opsigt med et maleri af beatlen Ringo Starr i Mad Magazine. Filmselskabet United Artists så talentet og bad Frank Frazetta om at skabe filmplakaten til “What’s New Pussycat?”.

Frazetta malede derefter en stribe af filmplakater samt omslag til paperback-udgaver af spændingsbøger. Mange bemærkede den høje kvalitet – f.eks. på omslagene til “sword-and-sorcery” udgivelser som “Conan the Adventurer” af Robert E. Howard.

Frazetta var en illustrator-sensation. Folk købte bøgerne for omslagenes skyld! Og specielt Frazettas udgave af Conan redefinerede genren og inspirerede en ny generation af kunstnere. Fra det øjeblik steg efterspørgslen på Frazetta til skyerne. Han malede bl.a. omslag til genudgivelser af Edgar Rice Burroughs klassiske “Tarzan”-bøger.

De sidste 20-30 år af karrieren koncentrerede Frazetta sig om at male. Hans malerier steg voldsomt i værdi, og det samme skete for hans signerede limited edition litografier. Frazetta slog alle rekorder for kunst inden for Fantasy og Science Fiction. Selv hans små originaltegninger koster formuer på kunstauktioner, og hans malerier handles for millionbeløb.

Blandt de mere kendte kunstsamlere, der køber Frazetta, er Clint Eastwood, George Lucas, Steven Spielberg og Sylvester Stallone – alle var de venner og fans af Frazetta, der også bidrager til filmprojekter.

Coverbilledet på den australske rockgruppe Wolfmothers debutalbum er et maleri af Frazetta, “The Sea Witch”. Også musiknavne som Molly Hatchet, Dust og Nazareth har benyttet hans billeder på deres pladeomslag. Også Metallicas guitarist Kirk Hammett har investeret i et berømt Conan-maleri af Frazetta – og betalt en million USD for det.

Frem til sin død boede Frank Frazetta på en 271.000 kvm. ejendom i Pennsylvania, der samtidig fungerede som kunstmuseum.

Works by Frank Frazetta

Få et forspring i forhold til andre kunstsamlere!

Modtag galleriets ugentlige nyhedsmail. Så går du aldrig mere glip af de mest eftertragtede nyheder og sjældne værker, der sættes til salg i galleriet. Nyhedsmailen er gratis og indeholder hver gang nyheder og tilbud. Du får her adgang til specialviden om galleriets kunst og kunstnere. Bliv inviteret med til ferniseringer og særarrangementer. Tilmeld dig i dag!

Salg af tegnekunst, comicart