Derib
En af de få schweizere, der har skabt sig en international karriere som serieskaber. Manden bag den børnevenlige indianerserie Yakari – og manden bag det mesterlige western-epos om nybyggeren Buddy Longway og hans familie.
Sagaen om Buddy Longway
Derib – eller som han egentlig hedder Claude de Ribaupierre – er en af de få schweiziske serieskabere, der har markeret sig uden for alpelandets grænser.
Han er født i 1944 i det fransksprogede vestlige Schweiz. Med sit fantastiske engagement i de nordamerikanske indianeres kultur er Derib en kunstner, som er tæt forbundet med livet på Prærien – og racekonflikterne i USA.
Derib blev i 1965 tilknyttet Studio Peyo i Bruxelles som assistent på “Smølferne”. Han bidrog flittigt til blade som “Spirou”, “Tintin” og “Pilote”. Her blev han ven med Franquin (Vakse Viggo, Splint & Co.) Jijé (Jerry Spring), Roba, Bob de Moor og mange andre.
Blot 22 år gammel skabte han omkring 1970 figuren Yakari – en lille indianerdreng, der kan tale med dyrene. En fantastisk populær serie, som Derib dygtigt har formået at holde i live gennem et stort antal album.
I 1969 skabte Derib sammen med landsmanden Job børnetegneserien “Pythagoras”, som var den første albumserie, der blev tegnet, fortalt og udgivet i hans hjemland Schweiz.
Men det bedste var i vente. I 1974 udsendte Derib første bind af det, der skulle blive hans hovedværk, nemlig den realistiske western-serie “Buddy Longway”, der handler om en hvid pelsjæger, som gifter sig med indianerpigen Shinook.
Serien starter i en naiv tegnestil – hvor hovedpersonerne er karikaturer med prik-øjne – men bliver siden mere og mere realistisk, efterhånden som temaerne bliver mere alvorlige – ofte med dødsfald blandt hovedpersonerne, hvilket er meget sjældent i tegneserier.
Serien udmærker sig desuden med sine fantastiske naturskildringer – simpelt og smukt skildret. Ofte er det sålades selve naturen og dyrene, der spiller hovedrollen i Buddy Longway-serien.
Derib har også skabt andre serier, som behandler kultursammenstødet mellem de hvide og indianerne – også i nutidens moderne USA. Hjertet er tydeligvis hos indianerne – og naturen.
Works by Derib
Få et forspring i forhold til andre kunstsamlere!
Modtag galleriets ugentlige nyhedsmail. Så går du aldrig mere glip af de mest eftertragtede nyheder og sjældne værker, der sættes til salg i galleriet. Nyhedsmailen er gratis og indeholder hver gang nyheder og tilbud. Du får her adgang til specialviden om galleriets kunst og kunstnere. Bliv inviteret med til ferniseringer og særarrangementer. Tilmeld dig i dag!