Vælg en side

Bud Fisher

I dag synes de fleste desværre at have glemt Bud Fisher og hans klassiske avisserie “Mutt and Jeff”, der dominerede de amerikanske aviser i første halvdel af det 20. århundrede. Og som var en betydelig inspirationskilde for selveste Carl Barks.

Mutt and Jeff by Bud Fisher

Serien, der fik Carl Barks til at grine

Harry Conway “Bud” Fisher (født 3. april 1885 – død 7. september 1954) var en amerikansk serieskaber, som stod bag den første succesfulde daglige avisstribe i USA, “Mutt and Jeff”.

Da jeg (galleriets indehaver Peter Hartung, red.) interviewede Carl Barks i 1994, nævnte han netop denne serie som et af sine store forbilleder, som fik ham til at grine under barndommens avislæsning.

Bud Fisher var født i Chicago, Illinois. Han læste på University of Chicago og rejste derefter til San Francisco for at arbejde som henholdsvis journalist og bladtegner på sportsredaktionen hos avisen San Francisco Chronicle.

I slutningen af 1907 introducerede han en seriefigur ved navn “Mr. A. Mutt” (A’et står for Augustus). Han blev straks uhyre popular blandt avisens læsere. I marts 1908 tilføjede Fisher endnu en person i serien – den tætbyggede Jeff, som var en modsætning til den høje, magre Mutt.

“Mutt and Jeff” avisstriben blev så populær, at Fisher, der selv bevarede alle copyrights til serien, modtog et tilbud om at flytte serien over til San Francisco Examiner, der var ejet af aviskongen William Randolph Hearst.

Flytningen gav desuden adgang til et helt netværk af aviser over hele USA, og det gav “Mutt and Jeff” endnu flere dedikerede læsere.

I 1911 købte Nestor Studios i New Jersey rettighederne til at forvandle “Mutt and Jeff” til en tegnefilms-komedie. Det gav den dygtige forretningsmand Bud Fisher mod på at starte sit eget filmselskab, og i 1913 skabte han “Bud Fisher Film Corporation” og underskrev en kontrakt med American Pathé.

Sammen producerede de på blot et år 36 “Mutt and Jeff” kortfilm. I perioden 1916-1926 producerede Fishers selskab yderligere 277 “Mutt and Jeff” episoder.

“Mutt and Jeff” fortsatte sideløbende som avisserie med Bud Fisher i en mere og mere beskeden rolle. Først var det assistenten Billi Liverpool, der fra cirka 1921 overtog det meste af tegnearbejdet. Og fra 1932 var det assistenten Al Smith, der tegnede serien.

Gennem alle disse år var Fishers primære bidrag at signere striberne med sin egen underskrift samt at indkassere det meste af indtægterne – og leve et liv i luksus. Bud Fisher var takket være tegneserien og filmene blevet en rig mand.

Al Smith producerede avisstriben i samarbejde med Fisher helt frem til dennes død i 1954 – hvorefter Al Smith omsider selv måtte lægge navn til serien. Han fortsatte sit arbejde frem til 1980 – hvor George Breisacher overtog striben, der dog lukkede bare to år senere.

Her hos Galleri Comicart.dk er vi ret begejstrede over denne ægte nostalgiske amerikanske serieklassiker, der endnu ikke er genudgivet i det omfang, den fortjener. Man skulle ellers tro, at mange ville have lyst til at læse den serie, der betød noget for Carl Barks som barn.

Works by Bud Fisher

Ingen resultater fundet

Siden du anmodede om kunne ikke findes. Prøv at præciser din søgning, eller brug navigationen ovenfor til at lokalisere indlægget.

Få et forspring i forhold til andre kunstsamlere!

Modtag galleriets ugentlige nyhedsmail. Så går du aldrig mere glip af de mest eftertragtede nyheder og sjældne værker, der sættes til salg i galleriet. Nyhedsmailen er gratis og indeholder hver gang nyheder og tilbud. Du får her adgang til specialviden om galleriets kunst og kunstnere. Bliv inviteret med til ferniseringer og særarrangementer. Tilmeld dig i dag!

Salg af tegnekunst, comicart