Blueberry

Det kan måske synes paradoksalt, at verdens bedste westernserie er lavet af to europæere, belgieren Jean-Michel Charlier (1924-1989) og franskmanden Jean Giraud (1938-2012).

Men tænker man nærmere over fænomenet, er det måske ikke så underligt endda. Westerns har alle dage beskæftiget sig mere med myter og legender end med kendsgerninger. Så hvorfor skulle et par europæere dog ikke kunne lave en rigtig western, emmende af krudtrøg og præriestøv, uden at have et dybere personligt kendskab til virkelighedens USA?

Serien om løjtnant Mike S. Blueberry, kendt som Fort Navajo, Løjtnant Blueberry eller under originaltitlen Blueberry, startede i 1963. På det tidspunkt var den unge tegner Jean Giraud klar til at springe ud af skyggen fra sin læremester og reservefar, belgieren Jijé (1914-80), hvis Jerry Spring på det tidspunkt var den førende europæiske western-tegneserie.

Giraud fik med Blueberry sin egen faste serie i det franske ugeblad Pilote – forfattet af den belgiske veteran Charlier, der i forvejen havde succes med serier som Buck Danny, Rødskæg og Luftens Ørne.

Den første historie i serien kom til at strække sig over fem bind i europæisk albumformat, hvorved seriens udpræget episke tone straks var slået an. Via historierne Fort Navajo, Torden i vest, Ensomme Ørn, Dødens hovslag og Det store opgør afvikler Charlier på mesterlig vis en lang og spændende fortælling om den unge løjtnants kamp for at sikre indianerne retfærdighed i deres kamp for at bevare en plads på Prærien i 1860’ernes USA.

Hovedpersonen er forud for sin tid. Blueberry er fra starten en ofte ubarberet antihelt, som ikke står tilbage for en druktur eller et godt slagsmål. Men han er også en mand, der tør kæmpe for retfærdigheden – også hvis den er på indianernes side. En egenskab, som forstærkes gennem årene, så Blueberry efterhånden mere og mere fremstår som en lovløs forræder, der foretrækker indianerne frem for sine racefæller.

Men denne bedømmelse er ikke helt retfærdig. Blueberry kunne ikke drømme om at svigte sine egne – skæbnen placerer ham blot altid på steder, hvor hans motiver bliver misforstået. På den gale side af loven, mistroet og forfulgt.

Intet i de første fire bind antyder dog tilnærmelsesvis, at Blueberry nogensinde skulle gøre sig fortjent til en plads på tegneseriernes top 25. Serien er ingen visuel nydelse. Girauds tunge penselstrøg og de mørke skygger er en simpel forlængelse af Jijé-stilen. Kun få lagde mærke til, at Jijé faktisk vikarierede for vennen Giraud i det meste af albummet Dødens hovslag.

Men efter et USA-ophold vendte en revitaliseret Giraud hjem med modet til at skifte stil. Det gør han i Det store opgør, hvor penselstrøgene gradvist afløses af raffinerede penneskraveringer. Der gøres mere ud af persontegningen, og seriens layout ændres markant med flere store billeder.

Efter et mellemspil i form af oneshot-albummet Manden med sølvstjernen, hvis historie er klart inspireret af Howard Hawks-filmene Rio Bravo og Eldorado, tager Charlier og Giraud hul på seriens første store højdepunkt via de fire bind Jernhesten, Manden med stålnæven, Indianersporet og General Guldmanke – en lang beretning, hvor seriens potentiale omsider forløses.

Baggrunden er historisk. De konkurrerende jernbaneselskaber Union Pacific og Central Pacific kappes om at anlægge flest kilometer spor, inden de mødes på Prærien. Alle kneb gælder. Hvide skurke ophidser indianerne til at gøre oprør. Men Blueberry ved godt, at endnu en indianerkrig vil føre til voldsomme tab og lidelser på begge sider, så han kæmper den godes håbløse kamp mod de samvittighedsløse.

Striden bilægges i første omgang. Men så dukker næste trussel op i skikkelse af General Guldmanke alias general Allister, som igen synes kalkeret over en historisk skikkelse, den notoriske indianerhader general Custer. Guldmanke viger ikke tilbage for at slagte ubevæbnede kvinder og børn. Giraud overgår sig selv som tegner i beskrivelsen af generalens nådesløse vinterfelttog.

Ved afslutningen af Blueberry-seriens andet store epos mere end aner vi, at vi er vidne til en tragedie. At Blueberrys modstander er selve udviklingen eller ”fremskridtet”. Og vi kender jo alle slutningen fra vor egen tid – indianerne fordrevet fra deres jagtmarker, henvist til reservater og livet på bunden af en øldåse.

Blueberry er i bund og grund en enspænder. Individualisten, der kunne have Frank Sinatras My Way som yndlingssang, hvis den altså havde været skrevet dengang. Også han har dog sine trofaste støtter. Først og fremmest den retfærdige general Dodge, men også drukkenbolten Jimmy McClure og dennes partner Red Neck – som dog begge primært skal give serien et humoristisk islæt.

Men selv vennerne kommer med tiden til at tvivle på Blueberrys motiver. Det gør de i den saga, der tages hul på i 1975 med udgivelsen af Chihuahua Pearl. Via denne og de følgende fire albumtitler – ½ million dollars værd, Balladen om en ligkiste, Lovløs og Angel Face – lykkedes det de to serieskabere at sætte en ny standard for tegneseriens formåen. Charlier kaster utallige bolde i luften og formår at holde dem svævende side efter side. Men den virkelige kastebold er Blueberry, hvis skæbne synes lagt i hænderne på alle andre end ham selv.

Blueberry sendes på en hemmelig mission til Mexico, hvor han skal finde sydstaternes forsvundne guldreserver og bringe dem hjem til statskassen. For at give Blueberry et alibi, opfinder man en fiktiv forbrydelse, så han kan flygte fra USA. Men dermed starter man også en lavine af hændelser, som skal føre til et justitsmord. Blueberry ender som syndebuk i et politisk magtspil. Han kan se frem til 30 år bag tremmer, uretfærdigt dømt af en krigsret for selv at have tilranet sig skatten.

Siden flygter Blueberry fra fængslet. Mørke kræfter planlægger at myrde USA’s præsident og give Blueberry skylden. Og skønt netop Blueberry får forhindret attentatet – i en episode med tydelig parallel til Kennedy-mordet i Dallas – står han tilbage som lovløs, på flugt og mistænkt. I den situation kan man ikke bebrejde ham, at han slutter sig til andre lovløse – indianerne. Blueberry-sagaen kulminerer i disse bind, som er mere spændende end de fleste krimier.

Girauds streg udvikler sig eksplosivt – under voksende pres fra hans anden tegner-identitet Moebius – og skaber en næsten uhørt dynamik. Personerne er uforglemmelige. Den svedige, ubarberede hovedperson. Den sexede giftslange af en sangerinde, Chihuahua Pearl, forræderen Vigo samt desertørerne Finlay og Kimball. For ikke at glemme den feminine skarpskytte Angel Face.

Efter pragtpræstationen holdt Giraud og Charlier en pause, før de genoptog serien – og fortsatte historien fra Angel Face – med albummet Brækket næse, det første af de endnu fem bind, der skulle til for at afslutte sagaen endeligt med albummet Hvor sporet ender.

Efter Charliers død i 1989 valgte Giraud – efter eget udsagn af respekt for seriens kommercielle succes – at fortsætte Blueberry på egen hånd. Men han havde slet ikke Charliers evner som forfatter. Derfor blev serien forvandlet til en harmløs soap opera af en western, der ikke rokkede sig ud af stedet. En lidt sørgelig skæbne for en serie, der i sine bedste dage var second to none.

Også andre tegnere har gennem tiden tegnet Blueberry, herunder William Vance, Michel Blanc-Dumont og Colin Wilson.

Moebius/Giraud – se udvalget her!

Colin Wilson – se udvalget her!

Vild med westerns? Se udvalget her!