Vælg en side

Barry Windsor-Smith

En britisk kunstner med gigantisk succes i USA. Barry Smith vil altid blive husket for sin art deco udgave af Barbaren Conan. Og hans bidrag til Marvel-universet i det hele taget. Samt som en unik billedkunstner, der sent i livet lavede den mesterlige graphic novel “Monsters”.

Den bedste udgave af Barbaren Conan

Barry Windsor-Smith er en engelsk tegner og billedkunstner, som er født 25. maj 1949 i London, men som har tilbragt det meste af livet i USA, hvor han har markeret sig med en af de mest elegante og unikke streger inden for kunst og tegneserier.

Hans navn vil altid være tæt forbundet med Barbaren Conan efter Robert E. Howards berømte romaner og noveller. Ingen tegner har til dato overgået det, som BWS skabte til serien efter manuskript af Roy Thomas.

Barry Windsor-Smith startede sin karriere som blot Barry Smith, men tilføjede Windsor omkring 1974. Den unge kunstner sendte sine tegninger til Marvel i USA, som viste ham så stor interesse, at han valgte at flytte til New York og forsøge sig som professionel serietegner.

Her slog han igennem som tegner af først X-Men og siden Daredevil og Avengers. Og så var der ellers lagt op til den helt store sensation, som fulgte i 1970, da Marvel lancerede Conan og Røde Sonja med Smith som tegner.

BWS’s tegnestil var fra starten inspireret af Jack Kirby, men på rekordtid lykkedes det den unge englænder at løsrive sig fra forbilledet og skabe sin helt egen tegnestil, præget af mange detaljer og smukke skraveringer i Art Deco-stil.

Efter sin tidlige success i tegneseriebranchen fik BWS nok – og forlod Marvel for at arbejde som kunstner i en årrække. Sammen med Kaluta, Wrightson og Jeffrey Jones dannede han kunstnerkollektivét The Studio – og siden sit eget forlag, Goblin Press.

Windsor-Smith er siden vendt tilbage til tegneserien ved flere lejligheder (det vender vi tilbage til), men aldrig med samme vilde gennemslagskraft som i de glade dage i starten af 1970’erne. Til X-Men lavede han Weapon X, som fortæller historien om Wolverines forvandling fra mutant til et levende våben med adamantiumskelet og om hans efterfølgende flugt. Historien er både tegnet, skrevet og farvelagt af Windsor-Smith selv.

En anden markant X-Men historie er LifeDeath om X-Mens daværende leder Storm og hendes forsøg på at overvinde tabet af sine kræfter.

Barry Windsor-Smith lancerede for nogle år siden egne serier som “The Freebooters” og “Young Gods”, men de flotte billeder var ledsaget af ligegyldige historier, og succesen udeblev.

Alt dette til trods gjorde BWS comeback i 2021 med en af de mest overraskende, overvældende og overrumplende graphic novels, som nogensinde er udkommet.

“Monsters” startede som en planlagt superhelte-historie, men endte som en raffineret fortælling om kærlighed, svigt, psykisk og fysisk vold, udstødelse og hævn. På 380 sider. Et absolut hovedværk, ikke blot for BWS, men i tegneseriens historie.

Tilbage står dog, at denne unikke engelske kunstner på billedsiden er blandt de bedste udøvere, tegneserien nogensinde har tiltrukket.

Works by Barry Windsor-Smith

Viser et enkelt resultat

Få et forspring i forhold til andre kunstsamlere!

Modtag galleriets ugentlige nyhedsmail. Så går du aldrig mere glip af de mest eftertragtede nyheder og sjældne værker, der sættes til salg i galleriet. Nyhedsmailen er gratis og indeholder hver gang nyheder og tilbud. Du får her adgang til specialviden om galleriets kunst og kunstnere. Bliv inviteret med til ferniseringer og særarrangementer. Tilmeld dig i dag!

Salg af tegnekunst, comicart