Axel Østrup
I 1940’erne skrev han manuskript til en række populære danske film. Men det var som humoristisk tegner, at Axel Østrup for alvor gjorde sig kendt hos datidens avislæsere. Desværre er han siden havnet i glemmebogen.
Den glemte danske vittighedstegner
Den danske forfatter, skuespiller, filminstruktør og tegner Axel Østrup (1898-1967) er i dag glemt af de fleste – hvilket er synd og skam.
Østrup havde en ret så fantastisk karriere på tværs af genrer og medier. Som manuskriptforfatter stod han således bag filmene Peter Andersen (1941), Vi kunde ha’ det saa rart (1942), Alt for karrieren (1943) og Det store ansvar (1944).
Men det er som tegner og humorist, han især fortjener en plads i historiebøgerne. Her slog han sit navn fast som dels vittighedstegner, dels som humoristisk tegneserieskaber.
I 1920’erne tegnede han under signaturen Satyr for Børnenes Ugeblad, hvor hans tegneseriehalvside med verssat tekst af Niels Meyn, Peter Dummerups Bedrifter blev bragt i slutningen af årtiet.
I februar 1939 startede hans strip om hunden Bulder, der tydeligt var inspireret af Ingvars Tjavs. I 1943 blev hans strip om den kvikke dreng Søren Sund Sans bragt i ugebladet Hus og Hjem, hvor man i 1940’rne og 1950’erne desuden fandt hans strip Sofie Spejderpige og hans fortsatte humor-halvside Altmuligper.
I slutningen af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne forsøgte det københavnske pressebureau Centropress at tage konkurrencen op med de allerede eksisterende danske pressebureauer om det danske og det udenlandske avismarked.
Bureauet tilbød sine kunder tegneserier, vittighedstegninger, politiske biografier, aktuelle oversigtskort, hobbyspalter, modestof med videre til underholdning af avislæserne.
Axel Østrup blev et af bureauets store slagnumre. Chefredaktør Valentin Hansen markedsførte hans pantomimestrip Ali Baba således:
“Ali Baba was the best-seller among European comic strips in 1949. More than 170 newspapers in 16 countries print this top-ranking, space-saving pantomime strip. Ali Baba with the subtitle The Little Sorcerer is a fantastic fairy-tale figure, who will daily appeal to smiles in a simple and extremely effective manner.”
Østrup kunne desuden tilbydes som tegner af Dagens Vits både med enkelttegninger og pantomimeforløb over 3 billeder og som tegner af det gamle eventyr Mikkel Ræv – bestående af 18 udtryksfulde, børnevenlige billeder med tilhørende fyldig tekst.
Centropress måtte dog hurtigt indstille sin virksomhed, så det blev det mere succesfulde, ligeledes københavnske pressebureau P.I.B., der kom til at markedsføre Østrups pantomimestrip Optimisten.
Tak til Tegneseriemuseet i Danmark for ovenstående oplysninger om Østrup og Centropress. Her på galleriet har vi fået fingre i en lille, men eksklusiv samling af Axel Østrups originale striber.
Kender du Holger Philipsen og Carlt? Så se her!
Værker af Axel Østrup
Få et forspring i forhold til andre kunstsamlere!
Modtag galleriets ugentlige nyhedsmail. Så går du aldrig mere glip af de mest eftertragtede nyheder og sjældne værker, der sættes til salg i galleriet. Nyhedsmailen er gratis og indeholder hver gang nyheder og tilbud. Du får her adgang til specialviden om galleriets kunst og kunstnere. Bliv inviteret med til ferniseringer og særarrangementer. Tilmeld dig i dag!