Pichard, Georges

Den franske serieskaber Georges Pichard (født 17. januar 1920 - død 7. juni 2003) er især kendt for sine erotiske tegneserier, utallige magasinforsider og albumudgivelser, der stort set altid var en undskyldning for at tegne barmfagre, svulmende kvinder, meget gerne i ydmygende eller sadomasochistiske situationer.Pichard var født og opvokset i Paris, uddannet på Ecole des Arts Appliques, og efter Anden Verdenskrig arbejdede han som illustrator i reklamebranchen, før han fik sin første tegneserie trykt i "La Semaine de Suzette" i 1956. Seriens hovedperson var en "girl next-door" type ved navn Miss Mimi. I starten af 1960'erne mødte Pichard Jacques Lob, som han samarbejdede med omkring superhelte-parodierne "Ténébrax" og "Submerman". Ténébrax blev først publiceret i et kortlivet tegneserieblad, "Chouchou", og siden fortsatte den i det italienske blad "Linus". I 1967, blev "Submerman" bragt i franske "Pilote", men efter få år forlod Pichard den mere familievenlige del af tegneserierne - for at kaste sig over voksengenren. Pichard og Lob begyndte at arbejde med den erotiske genre, da Blanche Épiphanie begyndte at udgive "V Magazine" i 1968. Det afstedkom en del protester, eftersom deres personer optrådte ude af trit med datidens moral. Det var allerede i denne periode, at Pichard begyndte at forme sine kvindelige heltinder som barmfagre skikkelser med masser af eyeliner, som gav dem et næsten gotisk udseende.Pichard fortsatte med at skubbe de moralske grænser, da han sammen med Georges Wolinski skabte en endnu mere kontroversiel serie med en kvindelig hovedperson, "Paulette". Den startede i magasinet "Charlie Mensuel" i 1970. Serien blev udsat for skarp kritik fra den franske højrefløj med politikere som Jean Royer og Michel Debre. Men Pichard fortsatte i samme genre -sammen med Daniel Dubos om serien "Caroline Choléra", som blev trykt i "L'Écho des savanes" i 1975. Med udsendelsen af "Marie-Gabrielle de Saint-Eutrope" i 1977 førte Pichards meget direkte, pornografiske tegnestil til, at udgivelsen blev udelukket fra de fleste franske boghandlere og kiosker.Pichard fortsatte helt frem til sin død i 2003 med at producere erotiske tegneserier. Fremhæves kan hans tolkninger af klassisk erotica som "Les Exploits d'un jeune Don Juan" af Guillaume Apollinaire, "The Kama-Sutra" af Vatsyayana, "Trois filles de leur mère" af Pierre Louÿs, "La Religieuse" af Denis Diderot og "Germinal" af Emile Zola.

{{amount}}