Henrik Rehr - Danmark besat

En af de bedste danske tegneserier overhovedet er "Danmark besat" af Morten Hesseldahl, Niels Roland og Henrik Rehr. En episk fortælling, der på bedste vis beretter om en dunkel del af den danske historie.Den 9. april 1940 bliver Danmark besat af Tyskland og inddrages i Anden Verdenskrig. Til trods for samarbejdspolitikken og mange politikeres forsøg på at få Danmark ubesværet gennem krisen, påvirker krigen alle. Befolkningen er i chok, og mens de fleste bare koncentrerer sig om at komme igennem ”de fem mørke år”, griber nogle få til våben for at kæmpe for friheden og fædrelandet. Drevet af ungdommelig eventyrlyst eller lokket af visionen om Det tyske Tusindårsrige melder andre sig under de tyske faner på Østfronten for at bekæmpe bolsjevismen. Serien udkom oprindeligt som fem bind i perioden 1990-1995. I 2010 udsendte Forlaget Fahrenheit "Danmark besat" i en samlet udgave med ekstra illustrationer af Henrik Rehr samt nyt forord af Morten Hesseldahl. De nye illustrationer af Henrik Rehr er nu til salg i dette galleri.

{{amount}}