Young, Chic

Murat Bernard "Chic" Young (født 1901 – død 1973) var en af de bedste og mest langtidsholdbare amerikanske serieskabere, der gennem et langt liv trofast holdt sig til sit livsværk - avistegneserien "Blondie", der også i Danmark havde mange tusinde faste læsere i diverse aviser, da serien var på toppen.Chic Youngs navn vil altid være tæt knyttet til historien om den smukke, men skrappe hustru Blondie, samt hendes mageligt anlagte ægtemand Buster. De to samt deres hund, døtre og naboer, samt Busters chef, udgør seriens snævre univers, men det var nok for Chic Young, som uge efter uge, dag efter dag, år efter år, varierede sine temaer, så serien fortsatte med at sige en masse om livet i en ganske almindelig gennemsnitlig middelklassefamilie. Borgerligt? Javel! Humoristisk? Så absolut!Chic Young, der var født i Chicago, Illinois, skabte Blondie i 1930, og serien fik straks status som en af de mest populære i hele USA. Siden skabte han også avisserien "Colonel Pottersby and the Duchess", der kørte 1935-1963. Han vandt National Cartoonists Society's Reuben Award for Blondie i 1948. Den tidligere topchef hos King Features Syndicate, Joseph Connelly, har kaldt Chic Young "den største fortæller siden den udødelige Charles Dickens", hvilket dog nok var en overdrivelse. Men det er sandt, at Chic Young formentlig nåede at modtage flere fanbreve, end nogen anden serietegner har opnået. Serien blev også udødeliggjort på tv og film, og den blev på et tidspunkt bragt i over 1800 aviser verden over.Da Chic Young døde den 14. marts 1973, fortsatte hans søn, Dean Young, manuskriptskrivningen, mens tegnearbejdet blev overtaget af Jim Raymond - bror til Alex Raymond. Her hos Comicart.dk kan vi nu engang bedst lide den ægte vare i form af Chic Youns herlige familieserie, som er uløseligt forbundet med vor barndoms avislæsning.

{{amount}}