Svend Høgh

Svend Høgh (født 1966) er et relativt nyt navn som billedkunstner, men et velkendt navn i den danske tegneseriebranche. Han har arbejdet som billedkunstner siden 2013 - og er allerede repræsenteret på flere gallerier i ind- og udland, hvor hans farverige fortolkninger over kendte seriefigurer vækker stor opsigt og glæde.Svend Høgh har en fortid som chefredaktør på det legendariske danske tegneserieforlag Interpresse, hvor han blandt mange bladtitler stod for Basserne, Serie-Paraden med Steen og Stoffer samt Superman. I tiden inden redaktørstolen på Interpresse lavede han tegneserier, bl.a. i samarbejde med Rune T. Kidde, akkurat som han udgav og skrev flere fanzines om tegneserier. Efter årene på Interpresse arbejdede Svend som Art Director, illustrator og webdesigner. I 2005 blev han den største udgiver af Sudokubøger og den første til at levere print-on-demand direkte til Dansk Supermarkeds mange butikker.Svend er autodidakt billedkunstner med en kommunikativ uddannelse som baggrund. Han maler med akryl såvel som olie. "Gallerier og kunder fortæller at mine malerier oser af livsglæde og farver, og det glæder mig. Jeg forsøger nemlig at arbejde intuitivt og stramt på en og samme tid og altid med et glimt i øjet. I mit univers optræder der dyr med menneskelig egenskaber og jeg håber, du kan nikke genkendende til situationerne i malerierne og mine figurers menneskelige karaktertræk," siger Svend Høgh.Svend Høgh er med start 2017 en fast del af kunstnergruppen hos Galleri Comicart.dk.

{{amount}}